Opvækst
Jeg er født 1971, voksede op i Næsby – en forstad til Odense – og ville gennem det meste af min barndom og tidligste ungdom gerne være biolog, for jeg var god til de naturvidenskabelige fag og til at gemme mig ude i naturen og rimelig dårlig til de sproglige fag.
I dag kan jeg selvfølgelig godt se enkelte tegn på, at der var en forfatter gemt i mig: Et indadvendt fantasiliv, jeg ikke helt vidste, hvad jeg skulle stille op med. Enkelte affærer med mærkelige voksenforfattere. En række alt for fantasifulde danske stile, som min dansklærer ikke kunne lide. I 3. g blev jeg for alvor grebet af litteraturen og begyndte at skrive digte. To år senere fik jeg antaget min første og eneste digtsamling Når fuglene driver bort (1993) på Rosinante og flyttede til Aarhus for at læse dansk og kunsthistorie. Men jeg var for optaget af mine egne ting til at blive en god studerende – jeg skrev det meste af natten og sad uforberedt til forelæsningerne og faldt i søvn om dagen. Da jeg begyndte på kunsthistorie som sidefag, gentog historien sig: Jeg malede og tegnede om natten og slæbte kunstbøger med mine yndlingskunstnere hjem fra biblioteket, men havde svært ved at motivere mig til at læse de bøger, jeg rent faktisk skulle læse. Mod slutningen af min studietid udkom min første roman, den lyriske Akaciedrømme (1998), som fik en lunken modtagelse. Jeg afsluttede mit studie i 1999 og rejste til Indien og overvejede, hvad jeg skulle stille op med mit forfatter- og arbejdsliv. Jeg vidste godt, at jeg gerne ville være forfatter, og at jeg ville gøre alt for at undgå at bruge min uddannelse til noget, men det skulle ligesom falde på plads og finde form og retning. Det gjorde det ikke mindst i mødet med Salman Rushdies romaner og den fabulerende magisk-realistiske eller grotesk-realistiske fortælletradition. Hjemme igen gik jeg i gang med slægtsromanen Hundehoved, som er inspireret af mine egen families historie, og malede et par timer dagligt, mens jeg arbejdede som handicaphjælper med faste døgnvagter i de 5 år, det tog at skrive romanen.
Hundehoved blev en overraskende stor succes, da den udkom i 2005, hvilket stod i stærk kontrast til udgivelsen af mine tidligere bøger. Den solgte 250.000 eksemplarer alene i Danmark, blev oversat til 20 sprog og fik en række litterære priser bl.a. De gyldne Laurbær, Læsernes bogpris og Radioens romanpris. Og pludselig var det muligt for mig at leve af det, jeg brændte for. Siden har jeg udgivet Sumobrødre (2010), Æg (2017), Lyskabinettet (2018) og en række børnebøger.
Interesseret i et foredrag eller litterært arrangement?
Jeg kommer gerne ud og holder foredrag, fx på skoler og biblioteker eller i læseklubber og foreninger, med indhold skræddersyet til dine ønsker. Du kan altid kontakte mig, hvis du har spørgsmål eller ønsker til emner for et foredrag.
Forslag til foredrag:
- Fortællingens kraft: På tværs af alle mine udgivelser sætter jeg fokus på, hvordan fortællingen har kraft til at forme os som mennesker. Vi har alle de historier, som vi elsker at fortælle om os selv, men sideløbende findes der de sider vi ikke ønsker at fortælle eller beskæftige os med. Jeg dykker ned i mine romaner, og ved udvalgte steder fokuserer på fortællingens magi.
- Foredrag med særlig fokus på en enkelt (eller flere) af mine udgivelser.
- Masterclass: Vil du selv i gang med at skrive, kan jeg tilbyde en masterclass, som giver dig mulighed for at komme i gang og få indblik i håndværket bag - fra at finde på gode ideer og organisere skrivearbejdet til det lange arbejde med at redigere teksten. Undervejs skriver deltagerne små skriveøvelser, modtager respons, inputs og øver sig i at redigere.
Du kan kontakte mig her: mortenramsland@gmail.com
Udgivelser
Når fuglene driver bort, digte (Rosinante 1993)
Akaciedrømme, roman (Rosinante 1998)
Hundehoved, roman (Rosinante 2005)
Sumobrødre, roman (Rosinante 2010)
Æg, roman (Rosinante 2017)
Lyskabinettet, roman (Rosinante 2018)
Børnebøger:
Billedbøger: Da Bernard skød hul i himlen (2004), Da Børge B blev gennemsigtig (2004), Pedes uhyrer (2005), Onkel Pedro kommer hjem (2005), Havmanden (2006), Tarvelige Tom (2006), Malte Mus (2008). Alle på Carlsen.
Uhyrlige historier (Høst & Søn 2017)
Den klamme liste (Høst & Søn 2019)
Du kan læse mere om mine udgivelser her: https://forfatterweb.dk/oversigt/ramsland-morten
Eller følge min forfatterside på facebook her: https://www.facebook.com/ramslandet
Mit liv med billedkunsten
Mit liv med billedkunsten startede med overtegnede stilehæfter og med duften af terpentin. Både min far og min farfar malede nemlig. Min farfar især når han var arbejdsløs og fuld. Min far, når han havde det svært, som han senere udtrykte det. Selv startede jeg for alvor med hjemmelavet æg-temperamaling på store opspændte lærreder af det billigste stof, man kunne opdrive i Jysk, da jeg gik på højskole efter gymnasiet. Da jeg et par år senere startede på kunsthistorie, fik jeg en mere regelmæssig malepraksis – nu med oliemaling som min far og farfar – på de samme billige lærreder fra Jysk. Da jeg selv blev far i starten af nullerne, skiftede jeg oliemalingen ud med akrylmaling for at undgå terpentindampe i lejligheden og blev begejstret for akrylmalingens hurtige tørretid: Den passede meget bedre til mit temperament, og jeg har derfor malet med akryl på lærred siden. Da jeg et par år senere begyndte at sælge mine første malerier, skiftede jeg det billige lærredsstof fra Jysk ud med rigtigt lærred i kunstnerkvalitet. Det er stadig mine foretrukne materialer, når jeg ikke maler mindre ting på papir, træ, masonit eller bruger akvarel, farveblyant, tusch og voks- og oliepastel i mindre mixed media værker.
Billedkunsten har altid fyldt i mit arbejdsliv, selvom den i perioder har været nedtonet i forhold til forfatterskabet. Mange læsere vil måske kunne genkende maleriernes fabulerende og groteske karakter fra mine romaner. Det er på mange måder de samme verdener og universer, der skildres i mine fortællinger og males frem på lærrederne.
Fremvisning af malerier
Jeg bor i Brabrand i Aarhus sammen med mine kone, Trine og vores tre børn og arbejder dagligt i mit atelier i Vestergade, hvor jeg også med glæde viser malerier frem - efter aftale.